Så er vi ankommet til Istanbul og bor på Hotel Conrad med udsigt over Bosporusstrædet.

Jeg havde læst mig til at man skal være ekstremt på vagt over for taxaer her i Istanbul, og aftale pris på forhånd.
Hm, det skulle vi måske have gjort med den chauffør, der kørte os til Kastrup kl. meget tidligt. Det lykkedes ham at køre en kæmpe omvej igennem en stor del af København, jeg ved ikke om han troede vi var dumme turister, men i hvert fald da han var inde ved Polititorvet og skulle til at finde Enghavevej derfra, (han havde haft mange muligheder for at dreje og spare os en omvej) protesterede vi selvfølgelig højlydt. Da vi nåede vores “det koster turen til Kastrup fra os”-punkt bad Henrik om at slå taxameteret fra, da vi ikke ville betale mere! Han fik ikke en øre mere og måtte selv stige ud og lukke sit bagagerum, det “glemte” vi.
HMFRPR”#%”#
Dårlig start på ferien.

Nå, men flyveturen gik som forventet, Isabella og jeg sad selvfølgelig omgivet af irriterende unger, der enten sparkede i sædet foran eller kastede sig frem og tilbage, så al mad var i fare for at falde ned.

Klog af skade med hensyn til taxaer gik vi hen til turistinformationen for at høre hvor meget sådan ca. en taxa til vores hotel ville koste. Da vi fandt en taxa spurgte vi om det samme og der var heldigvis overensstemmelse. Morale: Man skal ikke altid tro på det man læser på nettet.

Jeg fulgte med på Google Maps for at se at han nu kørte en nogenlunde fornuftig vej og det gjorde han.

I dag har vi bare været i pølen og skal snart op at spise i hotellets restaurant, mens vi nyder udsigten over strædet.